Din browser er af ældre dato, der kan derfor forekomme fejl på siden.
A- og B-ordning

Med A-ordning flytter du ind i i en bolig, hvor lofter og vægge er nymalet. Lejeren skal i boperioden selv vedligeholde boligen med maling af lofter, tapetsering eller maling af vægge, træværk og radiatorer samt gulvbehandling.
Ved fraflytning deler lejer/afdeling udgiften til, at AL2bolig udfører en normalistandsættelse af boligen.
Fordelingen afhænger af lejers boperiode. Afdelingen overtager gradvist udgifterne til normalistandsættelsen over en periode på maksimalt 10 år. Ofte overtager afdelingen udgifterne over 8 år og 4 måneder. Det svarer til 1 procent pr. måned i 100 måneder. Når boligafdelingen helt har overtaget udgiften til normalistandsættelsen, kan lejeren altså flytte "gratis" – bortset fra eventuelle udgifter til misligholdelse som altid betales fuldt ud af lejeren.
Normalistandsættelsen omfatter nødvendig maling af lofter samt maling/tapetsering af vægge.
Der sker ikke nogen normalistandsættelse, der hvor boligen fremtræder nyistandsat. Boligafdelingen betaler for eventuel afrensning af gammelt tapet. Hvis boligafdelingen i øvrigt ønsker at istandsætte dele af boligen, betaler afdelingen disse udgifter.
A-ordning med normalistandsættelsesbeløb: En variant af A-ordningen er A-ordning med normalistandsættelsesbeløb. Her skal indflytter selv sørge for boligens normalistandsættelse efter samme regler som A-ordningen. AL2bolig godtgør indflytters udgift til normalistandsættelse. Afdelingen og den fraflyttende lejer deles om udgifterne til dette normalistandsættelsesbeløb på samme måde som under den almindelige A-ordning.

Med B-ordning flytter du ind i en bolig, der normalvis ikke er nyistandsat, og der er ofte ind- og fraflytning samme dag.
Lejer indbetaler hver måned via huslejen et fastlagt beløb til boligens vedligeholdelseskonto. Lejeren kan i boperioden forlange, at der udføres nødvendig vedligeholdelse i boligen, når udgifterne kan dækkes af vedligeholdelseskontoen.
I praksis tilrettelægger lejeren ofte selv vedligeholdelsen, og AL2bolig udbetaler et beløb fra vedligeholdelseskontoen til dækning af faktiske materiale- og håndværkerudgifter. Arbejdet skal være håndværksmæssigt korrekt udført, og der kan ikke udbetales penge til dækning af eget arbejde.
Ved fraflytning skal boligen ikke istandsættes – bortset fra eventuelt arbejde i forbindelse med misligholdelse.
Hvis afdelingen ønsker at istandsætte dele af boligen, betaler afdelingen disse udgifter.