Din browser er af ældre dato, der kan derfor forekomme fejl på siden.
Vedligehold din bolig
Som lejer hos AL2bolig har du selv ansvaret for, at boligen bliver vedligeholdt indvendigt. Boligen skal vedligeholdes så ofte, at den ikke forringes, bortset fra almindeligt slid og ælde.
A- eller B-ordning?
Din vedligeholdelsesordning afgør, om du selv skal betale for arbejdet.
Vedligeholdelsesreglement
Vedligeholdelsesreglementet beskriver de gældende regler for vedligeholdelse af boligen. Vedligeholdelse i boperioden er en vejledning i, hvordan boligerne i din afdeling skal vedligeholdes.

Vedligehold i boperioden
Vi anbefaler at beboerne bruger vore håndværkerforbindelser til det almindelige vedligeholdelsesarbejde. De kender husene, de anvendte materialer og arbejdsgangen. Denne rutine vil generelt give både praktiske og økonomiske fordele.
Vinduer og døre
Træværk og brystningsplader ved glaspartiet
Træværket omkring glasset i døre og vinduer er både ind – og udvendig behandlet med et specielt træbeskyttelsesmiddel og har derefter fået en lak lignende finish. Det rengøres med mildt sæbevand, skylles efter med rent vand og aftørres med en viskosesvamp eller fnugfri klud.
Vedligeholdelsen af træværket skal fremover foretages af boligforeningen med specielle træbeskyttelsesmidler (som kan købes hos viceværten) og af hensyn til denne vedligeholdelse må der ikke anvendes produkter, der består af eller indeholder voks.
Vinduer i opgangssiden
Vindue samt indfatninger er udført i aluminium. Det åbnes og lukkes med håndtagene på underrammen. Når håndtaget løftes opad, frigøres låsestængerne i bunden af rammen, som derefter kan skubbes ud forneden. Vinduet kan vendes 180 grader rundt udenfor husets facade, så ydersiden kan pudses indefra.
Vinduet er udstyret med en børnesikring, der blokerer rammen, når den er åbnet ca. 10 cm. Yderligere åbning af vinduet sker ved at løfte den pal, der sidder midt i glideskinnen i højre side. Så kan rammen skubbes hele vejen rundt. Palen fastholder også vinduet, når det er vendt rundt til pudsning.
Begynd aldrig at pudse vinduet, før det er fastlåst. Vinduet er i balance, så det kan stå åbent i enhver stilling. Det kan dog ikke forventes, at rammen bliver stående i den trinløse stilling i stærk blæst eller gennemtræk.
Vinduespudsning udføres nemmest med klud eller børste og gummiskraber. Vask med lunkent vand tilsat Ajax eller lignende og træk af med gummiskraberen. Kanter og de nederste flader aftørres med vaskeskind eller en tør klud.
De udvendige drænhuller i bundramme og karm renses for spindelvæv og andet snavs samtidig med afvaskningen. Undgå brug af stærke opløsningsmidler (cellulosefortynder, acetone og lign.) til rengøring af plastdørkarme og – døre. Brug aldrig sandpapir eller slibemidler til rengøringen. Benzin og sprit i små mængder kan anvendes til at fjerne olie- og spritopløselig snavs.
Der gøres opmærksom på at der IKKE må bores huller i vinduet samt indfatninger for opsætning af gardiner m.m. Ved fraflytning vil reparation af huller blive pålagt fraflytter med p.t. kr. 200,00 pr. hul.
Ituslåede og revnede ruder
Skal meddeles til viceværten straks.
Indvendige døre
Glatte døre med naturtræsfiner, der er overfladebehandlet med syrehærdende lak. Den daglige rengøring klares let ved aftørring med sæbevand, men deciderede skader eller gennemslidninger af lakken, kan kun repareres tilfredsstillende af en fagmand på værksted, og skal derfor meldes til viceværten.
Karme og indfatninger
Er udført af hård plastik, der ligeledes rengøres let med svamp, vaskeskind eller klud, der er hårdt opvredet i sæbevand. Snavs af grovere art kan fjernes ved aftørring med en klud vædet i mineralsk terpentin, men pas på! Der må ikke anvendes kraftigere opløsningsmidler som f.eks. tetraklorstof, da sådanne midler helt kan ødelægge plastikken. Af hensyn til eksplosionsfaren bør benzin heller ikke bruges.
Ved istandgørelse er det muligt – med forsigtighed – at tage plastkarmene af. Egentlige skader kan ikke repareres. De skal anmeldes til viceværten som så vil sørge for udskiftning.
Håndvask og wc-kumme
Porcelænsvask rengøres med fedtopløseligt rengøringsmiddel og børste, eventuelt blødt skurepulver og eftertørring med sprit til slut. Til wc-kumme og bøjning anvendes wc-rensemidler. Porcelænet tåler ikke kraftig vægtbelastning, temperaturchok med kogende vand eller hårdt skurende eller slibende midler. Brug eddikesyre 32% til fjernelse af kalk i toilet. Hæld 1 dl. i kummen og lad det virke en time. Slyld efter med vand.
Blandingsbatteri
Kan kalke til i perlator eller håndbruser. Lægges i blød i et kalkopløsende middel. Almindelig eddike kan normalt også fjerne kalken. Hvis et blandingsbatteri med passende ventilspænding drypper eller småløber eller der opstår funktionsfejl i til – og afløb på grund af manglende oprensning, bør viceværten tilkaldes.
Lofter og vægge
Lofter
Lofterne er oprindeligt sprøjtemalet med alkydloftmaling der er vandbestandig og kan gøres ren ved vask.
Ommaling af loftsflader
En kvalitet ved alkydloftmaling er, at den danner en universalbund for fremtidig ommaling. Uanset hvilken malingstype man vil anvende, skal loftet først vaskes med ammoniakvand (1 del tredobbelt salmiakspiritus til 10 dele vand). Efter afvaskning kan ommaling ske med følgende typer maling:
- Alkydloftmaling (som oprindeligt), der er karakteriseret ved, at den fortyndes med terpentin.
- Mat alkydvægmaling, der står silkemat.
- Mat plastikmaling, der fortyndes med vand. Anvend aldrig plastikloftmaling eller det såkaldte ”loftshvidt”, som på længere sigt giver risiko for afskalling og vanskelig vedligeholdelse. Limfarve, som udmærket kan anvendes, men skal nedvaskes før hver ommaling.
Malede vægge på bad og toilet
Disse vægge er malet med en meget modstandsdygtig emaljemaling, der tåler enhver form for rengøring – også skurepulver. Det bedste rengøringsmiddel er dog et kalkopløsende rengøringspulver. Men selv denne meget hårde maling, kan selvfølgelig beskadiges ved slag, afskrabning eller lignende. Desuden kan selvklæbende knager rive malingen ned, når de skal fjernes. Da malingstypen kræver en meget kyndig og omhyggelig behandling, skal alle reparationer og ommalinger ske med fagmæssig bistand.
Let pudspladevæg
Væg mellem stue og ”spisestue”, væg mellem køkken og entre er alle lette skillevægge, der er bygget op af et træskelet, indvendig isoleret og udvendig beklædt med 9,5 mm pudsplader. Disse plader består af gips med papbelægning og er derfor forholdsvis sårbare over for stød og slag, ligesom de ikke kan bære hængereoler, tunge billeder, lamper og lignende - undtagen sådanne ting fastgøres i træskelettet.
Tapetserede vægge
Omtapetsering kan udføres uden at fjerne det eksisterende tapet på betingelse af, at det sidder helt fast overalt, og at der kun er tale om et lag tapet på væggen. Det er vanskeligt at give en nøjagtig anvisning på opsætning, da det i høj grad afhænger af, hvilken type tapet man vælger. Hessiantapet, glasfibertapet, sammenstødning eller overfalsning stiller hver for sig særlige krav til opsætning. Tal med tapetleverandøren herom, hvis du ønsker at udføre arbejdet selv.
Bemærk: Ved fraflytning kræves tapet afrenset, hvis der er 2 lag tapet, mønstertapet eller plasticmalet.
Hvis du ønsker en mere praktisk, robust overflade, kan der males direkte på tapetet. Her er en plastikmaling lettest at arbejde med. Det skal dog understreges, at denne behandling vil fordyre istandgørelsen ved fraflytning, idet afrensning af tapet er vanskeligere og dermed dyrere, når det er malet. Fremgangsmåden er denne:
- Vægfladerne støvsuges og aftørres omhyggeligt. Fedtpletter fjernes med en blanding af lige dele tredobbelt salmiakspiritus og vand.
- Revner og huller repareres med Pollyfilla.
- Løstsiddende tapet klistres fast.
- Samlinger og reparationer slibes glatte.
- Strygning med fortyndet plastikmaling
- Strygning 1 eller 2 gange med ufortyndet plastikmaling.
Køkkeninventar for oprindelige køkkener
Lister på bord, skabslåger
Disse dele er udført af naturtræ - massive lister og finerede flader – der er behandlet to gange med slidstærk, syrehærdende lak. Aftørring med en klud opvredet i rengøringsmiddel, er tilstrækkeligt i det daglige. Ved hovedrengøring kan man efter grundig afvaskning og aftørring, behandle de lakerede flader med et tyndt lag polish til lakeret træ. Man bør dog undgå silikoneholdige polisher, da de kan vanskeliggøre evt. senere reparationer eller oplakering.
Afrensning: Flügger 37. Bland 10 pct. i varm vand.
Behandling: Flügger mat lak på vandbasis eller Dexoplast farveløs mat lak.
Vægbeklædning over køkkenborde
Hvis vægbeklædningen over køkkenborde er en spånplade beklædt med SAPELI – mahogni, der er behandlet med syrehærdende lak, skal den rengøres som køkkenskabslåger.
Køkkenbordsplader
Plastlaminat er meget hårdt, slidstærk og let at renholde med almindelig aftørring, men tåler ikke højere temperatur end ca. 100 grader celsius. Det kan ødelægges hvis man ridser eller skærer i det. Brug derfor aldrig ståluld, skurepulver eller lign. til evt. genstridige pletter, men anvend i stedet hvid slibemåtte fra 3M og efterpolér evt. med metalliseret vandvoks. Man kan desuden være heldig at fjerne ”skygger”, småridser og lign. ved at gnubbe pladen igennem med alm. pudsecreme med efterfølgende grundig aftørring.
Bordplader i sten
I køkkener med marmorplade på bordet ved siden af komfuret, renholdes denne plade også med alm. aftørring. Hvis man vasker den i lunken sæbevand efterlades en sæbehinde, der giver marmor en pæn beskyttet overflade. Evt. rande eller pletter fjernes med hvid slibemåtte fra 3M. Syre eller syreholdige rensemidler må ikke benyttes, da de angriber og nedbryder stenen. Derimod er stenpolitur et velegnet middel til at give stenen en hård, glat og vandafvisende overflade, der er meget let at holde.
Husk at anmelde skader
Skader på dele eller overflader af de her nævnte, kan Ikke repareres tilfredsstillende, undtagen på værksted af en fagmand. Skader skal derfor meddeles til viceværten.
Gulve
Trægulve og dørtrin
Disse leveres færdigbehandlede med en kraftig slidstærk lakering, der kun skal støvsuges og vaskes med vand og sæbe eller syntetisk rengøringsmiddel, for at holde pænt i det daglige.
Omlakering på ubonet, lakeret gulv
- Matslibning med SILICIUMCARBIDPAPIR nr. 180
- Vask med ammoniakvand (1 del tredobbelt salmiakspiritus til 7 dele vand)
- På slidte steder plet-repareres tre timer før den endelige lakering med ISOCYANATLAK.
- Lakering med ISOCYANATLAK.
Omlakering på bonet, lakeret gulv
- Afslibning, der skal udføres af fagfolk.
- Lakering med ISOCYANATLAK. Der lakeres i alt tre gange ifølge brugsanvisningen på dåsen.