Din browser er af ældre dato, der kan derfor forekomme fejl på siden.
Råderet
Du har som lejer ret til at forbedre eller forandre din bolig. Det kaldes for råderet.
Råderetten er et tilbud til dig, som du kan benytte dig af, når du bor i en almen bolig. Ved fraflytning godtgøres du økonomisk for de afholdte udgifter.
Det er en forudsætning for godtgørelsen, at arbejdet er udført håndværksmæssigt korrekt. Lovgivningen fastsætter samtidig et loft for det beløb, som du kan få godtgørelse for. Beløbet reguleres årligt.
Råderetten uden for boligen fastsættes ved afstemning på et ordinært afdelingsmøde.
Godtgørelse
Har du udført forbedringer under råderetten, har du ret til økonomisk godtgørelse. Godtgørelsen udbetales ved fraflytning, og afhænger af, om du flytter, inden forbedringerne er afskrevet.

Råderet for afdeling 134 - Ertebjerg
Følgende må laves MED forudgående godkendelse af boligforeningen:
Markise
Der skal søges skriftligt til AL2bolig inden opsætning finder sted. Opsætning må ikke foretages inden tilladelse foreligger skriftligt. Enhver udgift til opsætning og vedligeholdelse påhviler lejer.
Såfremt markise ikke vedligeholdes skal den nedtages og nødvendig udbedringer i murværk skal foretages. Ved fraflytning skal markise nedtages og reparation af murværk skal udføres.
Afdelingen har valgt at markiser skal være ensfarvede. Stoffet skal holdes i neutrale farver.
Drivhuse i urtehaverne
Der må opsættes drivhuse i urtehaverne. Følgende retningslinjer skal overholdes:
- Drivhusene må ikke overstige en størrelse på 6,5 m2
- Drivhusene skal monteres på en stålsokkel / være støbt ned.
- Drivhusene skal ved fraflytning fjernes, medmindre man har lavet en aftale med den nye lejer, om at vedkommende overtager drivhuset.
- Drivhusene skal placeres længst ud mod stien for ikke at tage udsynet for de lejligheder der ligge i stueplan op mod haverne.
- Drivhusene skal være lave i aluminium e.l. og må ikke være hjemmelavet. Dette for at sikre et ensartet udseende.
Legehus i nyttehaver
Det er tilladt at opstille legehus i nyttehaverne. Legehuset må ikke overskride følgende størrelse: Længde: 2,75 m., bredde: 2,00 m., højde: 2,00 m. Dette er standart størrelsen der kan købes i de fleste byggemarkeder. Huset skal holdes i en afdæmpet farve. Der er kun tale om et legehus, ikke et evt. redskabsskur.
Huset skal altid fremstå pænt og vedligeholdt og skal fjernes ved overdragelse/opsigelse af haven.
Ombytning af skabe
Køle/fryseskab må ombyttes med kosteskab i køkken. Der skal ske henvendelse til afdelingens inspektør inden arbejdet påbegyndes.
Dækplader over køkkenskabe
Dækplader over overskabe i køkken må fjernes uden krav om retablering ved fraflytning, såfremt nedenstående overholdes:
- Plader skal fjernes uden at beskadige eksisterende skabe og lofter. Eventuelle huller skal spartles således, at disse ikke er synlige efter fjernelsen og nødvendig malerarbejde skal foretages.
- Der skal opsættes Rutex (savsmuldstapet) og skyggeliste på vægge over skabene og dette malerbehandles som de øvrige vægflader i køkken.
Nyt køkken
Nyt køkken kan finansieres over huslejen kontakt administrationen.
Følgende må laves UDEN forudgående godkendelse af boligforeningen:
Køkken
- Foldedøre må isættes. De gamle døre tilfalder afdelingen.
- Bordplade må uskiftes. Den gamle bordplade tilhører afdelingen.
- Fodlister/karmindfatning og vindueslysning/rammer indvendigt må males i lyse farver.
- Køkkenlåger må udskiftes. Lågerne skal være i samme kvalitet eller bedre end de eksisterende. Blændstykkerne skal udskiftes til samme materiale som lågerne.
- Køleskabet må udskiftes. Det gamle tilhører afdelingen.
- Der må opsættes andre fliser i køkkenet (der skal forefindes ca. 10 ekstra fliser ved fraflytning).
- Gulvbelægning i linoleum, vinyl eller kork kan frit vælges, men skal retableres ved fraflytning.
Stue og værelse
Der må opsættes anden vægbeklædning. Ved fraflytning vil der dog blive tapetseret med savsmuldstapet for lejers regning, opmaling i henhold til fraflytningsregler med % fradrag.
Der må opsættes faste skabe.
Der må opsættes listelofter (bygningsreglement skal overholdes).
Fodlister/karmindfatninger og vindueslysninger/rammer indvendigt må males i lyse farver.
Loftet må males.
Badeværelse
Der må udskiftes sanitetsgenstande, herunder blandingsbatterier.
Der må opsættes brusekabine i plast/glas med aluramme, alle skruer i væg og gulv skal monteres i silikone.
Der må udskiftes fliser (der skal forefindes 20 stk. ekstra ved fraflytning).
Der må opsættes tørretumbler, såfremt udsugning er udført korrekt. Vejledning kan indhentes ved administrationen.
Loftrum
I loftrummet er udlagt en gangbro. Hvis yderligere plads ønskes, skal der udlægges et fast underlag over isoleringen – støttende på spærrene, idet loftpladerne derved kan beskadiges.
Hegn
Det er for egen regning tilladt at opsætte hegn omkring baghaven på følgende betingelser.
- Hegnet må max. 180 centimeter højt.
- Hegnet mod skel og fællesarealer skal males hvidt, med mindre det er et trådhegn.
- Træhegn og havelåger skal fremstå hvidmalede, velholdte og rengjorte.
- Sættes hegn i skel og erstatter hækken, bliver hegnet stående ved fraflytning.
- Der må ikke opsættes hegn mod boliggaden med mindre det er trådhegn, der placeres bag hækken.
- Hegn inde i haverne kan fremstå som naturhegn.