Din browser er af ældre dato, der kan derfor forekomme fejl på siden.
Vedligehold din bolig
Som lejer hos AL2bolig har du selv ansvaret for, at boligen bliver vedligeholdt indvendigt. Boligen skal vedligeholdes så ofte, at den ikke forringes, bortset fra almindeligt slid og ælde.
A- eller B-ordning?
Din vedligeholdelsesordning afgør, om du selv skal betale for arbejdet.
Vedligeholdelsesreglement
Vedligeholdelsesreglementet beskriver de gældende regler for vedligeholdelse af boligen. Vedligeholdelse i boperioden er en vejledning i, hvordan boligerne i din afdeling skal vedligeholdes.

Vedligehold i boperioden
Vi anbefaler at beboerne bruger vores håndværkerforbindelser til det almindelige vedligeholdelsesarbejde. De kender husene, de anvendte materialer og arbejdsgangen. Denne rutine vil generelt give både praktiske og økonomiske fordele. Skulle der være særlige grunde til alligevel at benytte egne håndværkere, er det af hensyn til den etablerede standard nødvendigt, at videregive oplysninger om materialer og behandling på AL2boligs kontor.
Vinduer og døre
Træværk og brystningsplader ved glaspartiet:
Træværket omkring glasset i døre og vinduer er både ind – og udvendig behandlet med et specielt træbeskyttelsesmiddel og har derefter fået en lak lignende finish. Det rengøres med mildt sæbevand, skylles efter med rent vand og aftørres med en viskosesvamp eller fnugfri klud.
Vedligeholdelsen af træværket skal fremover foretages af boligforeningen med specielle træbeskyttelsesmidler (som kan købes hos viceværten) og af hensyn til denne vedligeholdelse må der ikke anvendes produkter, der består af eller indeholder voks.
Vinduer i opgangssiden
Vindue samt indfatninger er udført i plastik. Det åbnes og lukkes med håndtaget midt på underrammen. Når håndtaget føres opad, frigøres låsestængerne i bunden af rammen, som derefter kan skubbes ud forneden. Vinduet kan vendes 180 grader rundt udenfor husets facade, så ydersiden kan pudses indefra.
Vinduet er udstyret med en børnesikring, der blokerer rammen, når den er åbnet ca. 10 cm. Yderligere åbning af vinduet sker ved at løfte den pal, der sidder midt i glideskinnen i højre side. Så kan rammen skubbes hele vejen rundt. Palen fastholder også vinduet, når det er vendt rundt til pudsning.
Begynd aldrig at pudse vinduet, før det er fastlåst. Vinduet er i balance, så det kan stå åbent i enhver stilling. Det kan dog ikke forventes, at rammen bliver stående i den trinløse stilling i stærk blæst eller gennemtræk.
Vinduespudsning udføres nemmest med klud eller børste og gummiskraber. Vask med lunkent vand tilsat Ajax eller lignende og træk af med gummiskraberen. Kanter og de nederste flader aftørres med vaskeskind eller en tør klud.
Plastvinduer og døre kræver ingen egentlig vedligeholdelse, men bør med jævne mellemrum afvaskes med Ajax eller lign. for at bevare et rent og pænt udseende.
De udvendige drænhuller i bundramme og karm renses for spindelvæv og andet snavs samtidig med afvaskningen. Undgå brug af stærke opløsningsmidler (cellulosefortynder, acetone og lign.) til rengøring af plastvinduer og – døre. Brug aldrig sandpapir eller slibemidler til rengøringen. Benzin og sprit i små mængder kan anvendes til at fjerne olie- og spritopløselig snavs.
Leverandøren af vinduerne anbefaler at man kun maler træværket omkring vinduerne med Sigma Sigmatorno Satin NF 30 Acryl 9016 maling.
Der gøres opmærksom på at der IKKE må bores huller i vinduet samt indfatninger for opsætning af gardiner m.m. Ved fraflytning vil reparation af huller blive pålagt fraflytter med p.t. kr. 200,00 pr. hul.
Ituslåede og revnede ruder:
Skal meddeles til viceværten straks.
Rengøring af klimaskærme
Aluminiumsrammerne omkring klimaskærmene rengøres med lugtfri petroleum iblandet syrefri symaskineolie.
Brug ALDRIG midler som indeholder kautisk soda. Der må ALDRIG skures på evt. rust.
Indvendige døre
Glatte døre med naturtræsfiner, der er overfladebehandlet med syrehærdende lak. Den daglige rengøring klares let ved aftørring med sæbevand, men deciderede skader eller gennemslidninger af lakken, kan kun repareres tilfredsstillende af en fagmand på værksted, og skal derfor meldes til viceværten.
Karme og indfatninger
Er udført af hård plastik, der ligeledes rengøres let med svamp, vaskeskind eller klud, der er hårdt opvredet i sæbevand. Snavs af grovere art kan fjernes ved aftørring med en klud vædet i mineralsk terpentin, men pas på! Der må ikke anvendes kraftigere opløsningsmidler som f.eks. tetraklorstof, da sådanne midler helt kan ødelægge plastikken. Af hensyn til eksplosionsfaren bør benzin heller ikke bruges.
Ved istandgørelse er det muligt – med forsigtighed – at tage plastkarmene af. Egentlige skader kan ikke repareres.
Badeværelse
Selvklæbende knager må ikke opsættes på malede flader, og af hensyn til de indstøbte el-installationer, må der ikke bores lodret over og under udløbsrosetter og afbrydere i en bredde af 20 cm! Der er forberedt installation til opsætning af vaskemaskine, så installationsafgiften ved en eventuel anskaffelse bliver beskeden.
Håndvask og wc-kumme
Porcelænsvask rengøres med sæbe og børste, eventuelt blødt skurepulver og eftertørring med sprit til slut. Til wc-kumme og bøjning anvendes wc-rensemidler. Porcelænet tåler ikke kraftig vægtbelastning, temperaturchok med kogende vand eller hårdt skurende eller slibende midler.