Din browser er af ældre dato, der kan derfor forekomme fejl på siden.
AL2bolig indgår totalentreprisekontrakt med Erhverv og Bolig Byg om opførslen af Thorasdal
10 entreprenører bød ind, fem blev prækvalificeret til at afgive tilbud, og i sidste ende blev det Erhverv og Bolig Byg fra Randers, som løb med totalentreprisen for vores nye boligafdeling, Thorasdal.
”Vi er meget glade for at have indgået kontrakt med Erhverv og Bolig Byg. Det indledende samarbejde frem til kontraktindgåelsen har på mange måder overbevist os om, at det er en seriøs totalentreprenør, vi har fundet, og at de vil projektet, byen og os,” lyder det fra Kristina Rytter, byggechef hos AL2bolig.
Foruden den nyudpegede totalentreprenør er DAI og ERIK Arkitekter også del af teamet. Entreprisen har tidligere været i udbud, men da entreprenøren, vi var ved at indgå aftale med, gik konkurs, måtte vi sadle om og sende projektet i udbud på ny. Heldigvis blev vi hurtigt enige med rådgiverne bag det oprindelige og vindende projektforslag, DAI og ERIK Arkitekter, om at indgå en rådgiveraftale.
Tidsplan
Nedrivningen er overstået, og vi forventer at tage første spadestik i starten af maj 2023. Det er vigtigt for os, at beboerne i Hinnerup føler sig hørt og involverede i opførslen af Thorasdal. Derfor inviterer vi alle interesserede til informationsmøde den 15. juni 2023. Forventet indflytning er i foråret 2025.
Om Thorasdal
Den nye boligafdeling kommer til at rumme 75 funktionelle og moderne boliger i et flot muret byggeri med tagterrasser, fælleshus, altaner og parterreparkering. Afdelingen opføres med henblik på at blive DGNB certificeret og på den måde sikre balance mellem den sociale-, økonomiske- og miljømæssige bæredygtighed i projektet. 600 står allerede på venteliste til de nye boliger, som med sin centrale beliggenhed klods op ad Lilleådalen får udsigt til både by og natur.
Kontakt for yderligere information
Allan Werge, Direktør, 60 29 43 00 / alw@AL2bolig.dk