Din browser er af ældre dato, der kan derfor forekomme fejl på siden.
Sammen om sundhed og trivsel i Tilst
01-04-2025
Nyheder
01-04-2025 Nyheder
I AL2bolig arbejder vi målrettet for at skabe trygge og sunde rammer for vores beboere, og med en ny boligsocial helhedsplan sætter vi endnu mere fokus på sundhed og trivsel i Tilst.
For første gang arbejder vi helhedsorienteret på tværs af bydelen. Helhedsplanen, som løber fra juni 2025 og fire år frem, er nemlig et samarbejde med AlmenBo Aarhus, Aarhus Kommune og Landsbyggefonden og omfatter dermed otte boligafdelinger og mere end 2.700 beboere.
For vi ved, at der er udfordringer i Tilst – og i det almene handler det især om bedre sundhedstilbud og trivsel.
Langkærparken har vist vejen med en stærk boligsocial indsats, der har skabt rekreative områder, et aktivt bydelshus og øget beskæftigelse. Nu udbreder vi erfaringerne til hele Tilst.
Helhedsplanen fokuserer på:
- Uddannelse og livschancer
- Beskæftigelse
- Kriminalitetsforebyggelse
- Sammenhængskraft og medborgerskab
Fælles for de fire områder er et tværgående fokus på sundhed og trivsel, fordi et godt helbred er en forudsætning for at tage del i samfundet.
"Vi ansætter en sundheds- og trivselskoordinator, der har til formål at lave lokale grupper og sætte nogle forskellige fællesaktiviteter i gang. Det vil være aktiviteter, der i bedste fald kan identificere en livsstilssygdom." – Hans Christian Knudsen, boligsocial chef i AL2bolig.
Desuden kæmper vi for at mindske uligheden i sundhed i Aarhus:
"Der er flest læger og sundhedspersonale til rådighed i de områder, hvor der er mindst brug for dem, og den logik prøver vi at adressere. Rigtig mange i Tilst er nødt til at transportere sig selv til en anden bydel for at komme til læge. Vi vil gerne bringe sundhedsydelserne tættere på beboerne." – Hans Christian Knudsen.
