Din browser er af ældre dato, der kan derfor forekomme fejl på siden.
Rejsegilde for Thorasdal i Hinnerup
04-06-2024
Nyheder
04-06-2024 Nyheder
Byggeriet af vores nye afdeling i Hinnerup tager form og med mere end 600 på venteliste må vi sige, at interessen for Thorasdal er i top.
Den grønne krans var hejst, flaget var oppe, og junisolen kiggede forbi, da vi fejrede rejsegilde mandag den 3. juni 2024.
Borgmester i Favrskov Kommune Lars Storgaard roste byggeriet i sin tale:
”Vi er meget glade for, at netop det flagskib har fundet sin plads centralt i Hinnerup, tæt på både smuk natur og byens mange muligheder.”
Stor interesse for byggeriet
Byggeriet får stor opmærksomhed blandt de forbipasserende på gaden, og håndværkerne får gode snakke med folk, der går forbi.
”Jeg vil glæde mig til at kigge forbi, når stedet her emmer af liv og fællesskab, som netop altid bliver tænkt ind i jeres byggerier,” fortalte borgmester Lars Storgaard.
Et stærkt hold med stort engagement
Formand Diana Bennedbæk takkede borgmesteren for det gode samarbejde. Entreprenør Erhverv og Bolig Byg, DAI og ERIK arkitekter fik også roser med på vejen:
”I har alle vist en enestående indsats, et højt niveau og et flot engagement, som har gjort det muligt for os at nå til, hvor vi er i dag,” sagde hun og fortsatte:
”Vi har et stærkt hold, og jeg ser frem til at se Thorasdal summe af liv og mangfoldighed om et års tid, hvor de nye beboere flytter ind.”
Unik beliggenhed i Hinnerup
Projektleder Mikkel Jakobsen fra Erhverv og Bolig Byg takkede for det gode samarbejde. ”Helt fra byrådet hos Favrskov kommune, der planlægger, hvordan deres by skal disponeres, til mureren der ved, hvordan stenene skal blandes for at få det rigtige spil i murværket.”
”Jeg kan godt forstå at der er mange på ventelisten til en lejlighed. Den beliggenhed byggeriet har i forhold til byen og naturen synes er meget unik. Vi oplever også at der er stor interesse fra byens borgere der går forbi og følger med i arbejdet på pladsen.”
Thorasdal kommer til at rumme 75 boliger med forventet indflytning medio 2025.
Skriv dig op til en bolig på aarhusbolig.dk


