Din browser er af ældre dato, der kan derfor forekomme fejl på siden.
Diana på bestyrelsesuddannelse: "Det er nemt at tage ansvar"
20-03-2024
Nyheder
20-03-2024 Nyheder
I starten af februar drog Diana over bæltet med notesbog og gåpåmod under armen.
Efter mere end et halvt år på formandsposten for organisationsbestyrelsen var det tid til et dybere dyk i den almene verden med en bestyrelsesuddannelse. En bestyrelsesuddannelse, som BL, Danmarks Almene Boliger, står bag og som blev afholdt over to weekender på CBS i København og en enkelt dag i Aarhus.
"Det har været en god og lærerig oplevelse. Jeg har fået en dybdegående viden og erfaring om de væsentlige opgaver, problemstillinger og udfordringer, jeg som formand og bestyrelsesmedlem kan blive mødt af", lyder det fra Diana.
Undervisningen, som også bød på gruppearbejde og diskussioner, blev faciliteret af CBS professorer, erfarne bestyrelsesmedlemmer samt rådgivere fra Kromann Reumert, EY m.fl.
"Det hele var super professionelt", fortæller Diana og tilføjer: "Og en anden vigtig ting jeg har fået med hjem er netværk. Netværk til andre boligorganisationer i Aarhus, resten af landet og netværk til BL."
Men er det nødvendigt med en uddannelse?
"Ja, det er det. Samfundet og verden er komplekse størrelser at navigere i, og selvom en almen boligorganisation, i forvejen, er gennemreguleret, så er der brug for veluddannede, oplyste og ajourførte beboerdemokrater til at føre boligorganisationen igennem denne kompleksitet.
Det er vigtigt at have en ballast, der løfter samarbejdet med administrationen op på det strategiske og professionelle niveau. Og det er vigtigt at huske på, at bestyrelsen i en almen boligorganisation i udgangspunktet er professionel, fordi den har det overordnede ansvar for de beslutninger, der træffes", understreger Diana.
Det er nemt at tage ansvar
Til juni er der repræsentantskabsmøde med valg til organisationsbestyrelsen:
"Nu håber jeg ikke, at jeg afskrækker nogen fra at stille op. Tværtimod er det muligheder som denne, som gør det til et endnu mere meningsfuldt og spændende arbejde. Det er vigtigt at huske på, at det er nemt at tage ansvar, så længe man gør det på et oplyst grundlag i god tro og med orden i eget penalhus. Det kan de fleste vist være med til," fortæller Diana.